Student.se

Danmarks största tidning heter Jyllands-Posten. Chefen för kulturredaktionen, som tog in de välkända Muhammed-teckningarna i höstas, heter Flemming Rose. Han har intervjuat den välkända italienska islam-kritikern Oriana Fallaci. Här ett utdrag ur intervjun - som blir en god läsövning i danska. Som 14-årig blev hun [Oriana Fallaci] under Anden Verdenskrig indrulleret i modstandsbevægelsen i hjembyen Firenze [Florens], hvor hendes far blev taget til fange og tortureret. Gennem årtier slog hun sit navn fast som førende [ledande] krigskorrespondent og blev indbegrebet af den moderne kvinde, der har forladt kødgryderne og iført bukser, flade sko og ingen make-up tager hun kampen op med mændene på slagmarken, den del af tilværelsen, som hankønnet ellers altid har haft monopol på. Hun drog til Vietnam, Mellemøsten, Latinamerika, Pakistan, Cambodja... Nu befinder hun sig i en alder af snart 76 år og ramt af en kræftsygdom [cancer] i en ny krig mod den muslimske verdens bestræbelser på at kolonisere Europa, hun kalder det Eurabia med et begreb opfundet af historikeren Bat Ye'or... Jeg blev født i krig, jeg voksede op i krig, jeg forstår krig bedre end jer, skriver hun i forordet til en af sine bøger, henvendt til sine fjender. Og jeg har mere mod end jer, som er nødt til at slå tusindvis af mennesker ihjel for at finde modet til at dø. I ville krig, vil I det også nu? Jeg for mit vedkommende er parat til krig. Til sidste åndedræt... Ved du hvad, mit forlag blev ringet op af et nyhedsbureau i dag, de ville høre, hvornår på dagen jeg var død og hvad dødsårsagen var? fortæller hun. Jeg bad dem skaffe navnet på journalisten og hendes adresse. Jeg er overtroisk. Jeg har tænkt mig at tage hen og besøge hende og give hende et spark i røven, så hun kan se, hvor levende jeg er... Venstrefløjen i Europa er ikke længere en stor fan af dig for nu at sige det mildt, men der var engang, da du nærmest var et ikon for den og gik forrest i kritikken af Vietnam-krigen. Nej, siger Fallaci og ryster demonstrativt på hovedet, det er ikke sandt. En anarkist som mig kan ikke være ikon for disse mennesker, som inderst inde er bolsjevikker. Jeg tilhører ikke nogen. Nu skal jeg fortælle dig en historie. I 1967 tog jeg til Saigon i Sydvietnam og skrev nogle meget kritiske ting fra fronten. Det var kommunisterne meget glade for at læse, og de inviterede mig til Hanoi i Nordvietnam, fordi de regnede med, at jeg var på deres side, men hos dem oplevede jeg et stalinistisk, fascistisk regime, det værste jeg har set, og jeg skrev endnu mere kritisk fra Nordvietnam, end jeg havde gjort fra Saigon. De blev meget sure og svinede mig til. Det store mirakel for et frit menneske er, at det ikke kan kontrolleres. Sådan nogen som mig proklamerer en sandhed, når vi finder den, nogle gange er den til fordel for venstrefløjen, andre gange for højrefløjen. Begge parter begynder at hade én, når de finder ud af, at de ikke kan sætte etikette på dig. Du mødtes med pave Benedict XVI sidste år, hvad talte I om? Det var et møde mellem to frie sjæle. Jeg var hans første private gæst efter indsættelsen, en erklæret ateist, det har jeg respekt for, de er kommet langt, de er blevet meget liberale til forskel fra islam. Jeg har stor tiltro til Ratzinger, han er en stor tænker, han er en mand, der tror på fornuften, han søger efter forbindelser mellem tro og fornuft, og så forsvarer han Vesten og vores værdier, når han siger, at det virker, som om Europa ikke længere kan lide sig selv. Det er meget vigtigt. Jeg er selv optaget af det udbredte selvhad, som præger Europa. Det var præcis den problemstilling, der var baggrunden for vores møde. Han græder over Europa, irettesætter Europa, vi er forbundsfæller. Han gør det pænt, mens jeg gør det brutalt, men tag ikke fejl, intellektuelt er han meget streng. Jeg tror på, at Ratzinger vil beskytte Europa og forsvare Vesten, men det er ikke noget let job, han har. Det er svært at være præsident eller konge for et land, det er svært at male og skrive, men at være pave, mama mia, mama mia, men jeg tror på ham. Da jeg fortalte ham, at jeg var ateist, sagde han: Hvis du ikke tror på Gud, så opfør dig, som om han fandtes. Det er genialt sagt. Dit opgør med islam har frastødt mange af dine tidligere fans. Hvordan ser du selv forbindelsen mellem det, du har skrevet tidligere og så de seneste tre bøger om islam? For det første har jeg aldrig solgt så mange bøger, som de seneste fire år. De tre bøger om islam har solgt flere end fem mio. eksemplarer i Italien. For det andet laver jeg i dag nøjagtig det samme som tidligere. Vi står over for en ny fascisme i Europa, en islamisk fascisme. Jeg ønsker ikke deres profet, deres koran, deres burka, deres chador, deres fem bønner om dagen, de kan tage hjem og dyrke deres religion, værsgo, men bring den ikke ind i mit hus, jeg vil ikke opgive min frihed. Muslimerne ønsker ikke vores frihed, de aner ikke, hvad det er. De er guds slaver, de forstår ikke begreber som personligt valg og uafhængighed. Jeg har været meget heldig takket være mine forældre og en lang tradition i familien, jeg er blevet opdraget i frihedens religion, og når man har at gøre med fascister, så må man gå i krig. Punktum. Jeg føler ikke noget særligt i denne situation. Det er ikke principielt nyt, for mig hænger det sammen med tidligere erfaringer i mit liv. Jeg var 14 år, da jeg blev partisan. Mine forældre befalede mig at gøre det, og tak for det. Nu er jeg gammel og skal snart dø, og jeg gør præcis det samme som dengang. Ringen bliver sluttet, men desværre forstår din og yngre generationer det ikke. Det vil I aldrig komme til, I kan læse nok så meget, men I har det ikke i øjnene, i hukommelsen, I har ikke set de ting, jeg så som barn, den slags glemmer man aldrig, det forbliver et sår på sjælen... Det gælder også vores misforståelse af, hvad tolerance er. Det er demagogi, værsgo' kom indenfor, vil I have lov til at bygge en moske, jamen værsgo, men hvorfor skal muslimer have lov til at bygge en moske? Jeg vil ikke have deres fandens moske, for de giver ikke mig lov til at bygge bare et lille kapel i deres lande. Jeg er ikke et religiøst menneske, jeg ønsker ikke en situation, hvor folk kan blive tvunget til at tro, jeg er anti-klerikal, og det indebærer i vor tid at være anti-islam, fordi den kristne kirke nu er så liberal, at den ikke gør krav på os, men islam vil straffe os, hvis vi ikke er muslimer, de ønsker at erobre verden, det står i deres Mein Kampf, Koranen, og det er tåbeligt ikke at tage det, der står i den, alvorligt. De mener det. De erklærer sig som vores fjender. Al den snak om moderat og radikal islam, god eller dårlig islam. Det er sludder. Der findes én islam, og den står i koranen. Hvad står der i den, som bekymrer dig? At du skal straffes og dræbes, hvis du ikke er muslim, at kvinder ikke kan være ledere, at de kan diskrimineres, vi kan ikke sameksistere med den slags mennesker. Dialog er ikke mulig. Det har jeg skrevet tre bøger om. Jeg har ikke nydt et eneste sekund, det har ikke været en fornøjelse at skrive om Eurabia, om Europas degradering, jeg gjorde det af pligt, ligesom det i sin tid var min pligt at kæmpe mod fascismen og nazismen. I pligtens navn har jeg ofret mit livs værk, en historisk roman, som jeg har arbejdet på i fem år, men nu er jeg så syg, at jeg tvivler på, at jeg får den gjort færdig... Og så er der selvfølgelig Muhammed-tegningerne, som har optaget Fallaci stærkt. De dage i februar, da danske ambassader blev sat i brand og danske varer blev boykottet, klippede hun et dansk flag ud og satte det i vinduet. Karikaturerne var en ekstrem vigtig begivenhed, et vendepunkt. Jeg var målløs. De viste, at sameksistens er en illusion. Folk forstår end ikke humor og ironi, de er ikke i stand til at le, og nægter os andre den ret. Det er folk, der brænder ambassader, kirker og flag, når man laver en karikatur om paradis, der er løbet tør for jomfruer. Satire er en litterær genre, der har flere tusinde år på bagen, Aristofanes, Seneca, Rablais, Voltaire, vi fik satiren af grækerne, den har altid været et kulturelt udtryk i Vesten, det er en del af, hvem er, det er integreret i vores tænkning, vores moral...